Jeg hørte godt cyklisten bag mig, men tænkte ikke mere over det, før jeg blev slået omkuld og landede tungt på ryggen ovenpå både cyklist og cykel. Hun må være gledet på den glatte asfalt og skøjtet direkte ind i mine underben. Som hun lå dér, bevidstløs og bleg som et lagen, var hun meget delikat og smuk og se på. En lille smule blod trillede langsomt ud af hendes næse, da jeg fjernede cyklen. Selv havde jeg kun fået lette knubs. Det varede lidt inden jeg ænsede at se mig omkring efter hjælp. Det var som om, at verden var stået stille, jeg var i trance - og gaden var tom. Jeg aede hende forsigtigt på kinden, mens jeg fik fat i min mobiltelefon. Kortfattet meldte jeg ulykken. Uden at jeg havde opdaget det, var der dukket mennesker op. Nogle biler var stoppet og folk bukkede sig over hende. Jeg tog hendes hånd og fortalte, hvad der var sket. Det var som om, at lyden af ambulancen vækkede hende. Hun så mig i øjnene og hendes ansigt fortrak sig i smerte. Hun så krampagtig ud, det må have gjort meget ondt. De ambulancefolkene rullede deres udstyr ud, tog hun hårdere fat i min hånd og bad mig bive hos hende, fordi hun var bange. Derfor tog jeg med i ambulancen.
Jeg ventede længe på hospitalet. Omsider kom en læge frem og kunne fortælle, at den unge dame havde slået hovedet slemt og havde en del indre kvæstelser. De blev nødt til at operere med det samme. "Hun gav mig en besked til den unge mand fra ambulancen. Hun er ude af stand til at huske telefonnumre og navne på sine slægtninge, og bad mig derfor give dig hendes ad... Læs hele novellen
