Pia mit eventyr

Årene gik, og jeg fyldte 30. Pia havde jeg hverken set eller hørt fra i mere end 4 år. En dag var en kollega og jeg ude i byen til et møde. Vi spiste frokost på en mindre cafe i den indre by. Pludselig så hun hen på mig, hun smilte og jeg smilte tilbage, jo det var Pia. Jeg undskyldte mig over for min kollega og rejste mig og gik hen til hende. Hej sagde jeg, må jeg sætte mig ned. Næ det syntes jeg ikke du skal sagde hun med et smil, men du er vel som du plejer du gør hvad der passer dig. Hun grinte da jeg trak stolen ud og satte mig. Du ser godt ud sagde jeg med et skævt smil. Tak, du ligner nu dig selv. Længe sad vi bare og så på hinanden. Jeg skulle til at spørge hende om hendes arbejde eller bare et eller andet for at det ikke skulle gå hen og blive pinlig, men hun afbrød mig og sagde. Hvorfor droppede du mig, hvorfor kunne jeg ikke være i din verden mere? , Jeg blev bange, og så undrende på hende….. Hvad er du siger, svarede jeg. Hun stirrede mig direkte ind i øjne da hun sagde: Jeg har ventet 4 år på at få nogle svar, du brød en hver kontakt med mig efter du blev gift. Vi har kendt hinanden i 20 år, og så smider du mig bare på gaden, nu kunne jeg ikke bruges mere? Jeg gik totalt i chok, jeg anede ikke hvad jeg skulle sige, og efter noget der føltes som mange minutter sagde jeg bare, ”undskyld”. Det var alt jeg kunne få over min læber. Jeg skal gå nu sagde jeg, jeg rejste mig op og gik tilbage til min kollega. Vi talte videre om de forretning... Læs hele novellen