Hun fik ild på sin smøg. Stadig var jeg meget tilbageholdende og holdt mig for mig selv og jeg blev endnu engang overrasket da hun stille sagde at jeg måtte da gerne sige noget til hende. Ja jeg kan da godt tale men jeg kender dig ikke og dette sted er ikke ligefremt stedet hvor de store verdenstanker fremkommer. Hun kiggede på mig og smilede idet hun sagde at jeg jo kunne prøve med et emne. Tja, hvad med lidt om dig selv forsøgte jeg indledningsvis. Hun lo. Og det kildrede hele vejen fra nakkehårene til understellet. ”Du er smuk, også når du ler” udbrød jeg. Hun så på mig med sine grønne øjne og spurgte eftertænksom om det var en frase jeg plejede at bruge. ”Nej bestemt ikke, og jeg mener det!”
Hun så længe på mig, blæste en røg ring og smilte let nærmest eftertænksomt til mig og spurgte så hvad der fik mig til at komme et sted som her, hvortil jeg kun kunne svare at det var et stille sted og gæsterne normalt ikke plejede at fulde sig. ”JA, siden du nu opfordrer mig til det kan jeg da fortælle at jeg er ansat på den store lokale fabrik på et kontor med støvede vinduer og et mørkt skrivebord og en liderlig savlende buk af en kollega.”
Jeg lo højt af hendes beskrivelse og svarede at det med den savlende buk måtte da være en spøg. Absolut ikke sagde hun, Han har engang prøvet på at gøre tilnærmelser til mig og det var en ubehagelig oplevelse at mærke hans store ... Læs hele novellen
