Og så der, hvor han ligger fastbundet, og den der stråle, der skar gennem sten langsomt bevægede sig op mod hans skridt.
John kunne nærmest igen føle fornemmelsen i skridtet som under filmen, på en gang skræk og ophidselse. Igen mærkede han, den varme dunken i bukserne. Han skyndte sig at tale om en anden scene, og snart efter begyndte den lille flok at opløses for at cykle hver sin vej. John og hans bedste ven, Jesper, fulgtes ad et stykke, så drejede Jesper af, og de råbte farvel. Det sidste, man hørte, var:
Pas nu på de grimme mænd! og så en høj latter.
Det var egentlig ikke så sent, det havde været 7-forestillingen, så det var endnu lidt lyst her i det sene forår.
John var den, der nok havde længst hjem. Familien boede i en helt ny bebyggelse på den anden side af ”mosen”.
Mosen var nok en tidligere mose, som for mange år siden var blevet reguleret, en mindre sø, et vandløb, en hel del buske og træer, nærmest en lille skov. Der gik en enkelt asfalteret og oplyst sti gennem Mosen, og det tog næppe mere end 5 minutter at cykle igennem. Ikke at det betød noget for John. Dels var han stor og stærk af sin alder, dels nød han de forskellige stemninger, farver og lyde efterhånden som året gik og dagslyset eller nattemørket fik turen til helt at ændre karakter. Og så var der det der med, at de jokede med, at der var ”grimme mænd” derinde, der lurede på små drenge. Men det var bare hvad det var, en joke. Alligevel følte han en sær kriblen i kroppen, når han cyklede der, satte somme tider farten ned, også når der ikke var noget i naturen, der fangede hans interesse. Han gjorde sig ikke klart hvorfor.
Hej, du, du har vel ikke en tændstik, råbte en fyr ham pl... Læs hele novellen
