Næste dag ankom jeg på banegården nervøs ad helvede til en halv time for tidligt, så jeg kunne sidde ved en café nogle meter derfra, og se når hun ankom så jeg ligesom kunne samle kræfter.
Da tiden var det den skulle være stod hun stadig ikke det sted vi havde aftalt, så jeg begyndte at tvivle... Men så efter at have været begravet nogle minutter i min ekstrablad, og kiggede op, så jeg hende så stå med ryggen til i en hvid trøje som hun havde sagt, og med det lange kommunefarvede hår i en fletning. Det måtte være hende, selvom vi ikke havde udvekslet billeder kunne det kun være hende. (Vi havde aftalt det meget nøje). Med hamrende hjerte gik jeg hen mod hende, hvor hun stadig stod med ryggen til. Hun vendte sig inden jeg nåede at sige noget, og hun stak mig et smil der beroligede mig en hel del. Hun var ikke nogen supermodel, men absolut heller ikke grim. Hun spurgte om jeg skulle med, og jeg mumlede et ja. På vejen ud til bilen, og under køreturen sagde vi ikke så meget. Mest sådan noget om det var en god tur derned osv. - med en smule indskudt stilhed. Men hun smilede hele tiden, og så ikke skuffet ud. Jeg tænkte som en gal over hvad der nu skulle ske. Kørte hun hjem eller hvad? For det havde vi ikke aftalt. ... Læs hele novellen
