Min teamleder gestikulerede voldsomt med hænderne, mens han talte – noget han formentlig havde lært på et lederkursus for at have mere gennemslagskraft i sin kommunikation.
”Hvis I absolut skal se fodboldkampen, så må I flekse ud og gå andet sted hen og se den, så I ikke forstyrrer dem, der sidder og arbejder. Vi vil i hvert fald ikke betale for, at I bare sidder og glor fodbold!”
Jeg var ikke den eneste, der sad slukøret og ærgrede sig over, at man ikke havde mere fleks på kontoen, men jeg var med længder den mest velklædte til anledningen: fuld landsholdsuniform bestående af hvide shorts og rød T-shirt fra Hummel med ”Dolberg 12” påtrykt i store hvide kapitæler på ryggen. Selv de knælange, røde sokker havde jeg sørget for, og hele herligheden var prydet på toppen af den famøse, rød/hvide kasket med to snor-betjente hænder foran.
Målt på mit humør må jeg have lignet en dansk tilskuer fra dengang i 2007, da Danmark blev taberdømt i kampen mod Sverige, efter at vi lige havde kæmpet os tilbage fra 0-3 til 3-3. På den anden side af bordet flyttede Lisa nervøst på et lille dannebrog, som hun havde stående på sin kontorplads. Chefen søgte én efter én vores øjenkontakt for at sikre sig, at vi havde forstået budskabet, inden han forlod kontoret og gik til møde med afdelingslederen.
VM 2018 i Rusland – årets sportslige højdepunkt – og Danmark var med. Uheldigvis lå Danmarks anden kamp i gruppespillet på en hverdag kl. 14 om eftermiddagen, og i modsætning til mange andre virksomheder, så ville min arbejdsplads ikke betale for, at dens ansatte sad og så fodbold i arbejdstiden.
I know; buuh-fucking-huuh, piv og klynk; jeg kunne bare have sparet fleks op og taget fri eller brugt en feriedag, men jeg havde ærligt talt troet, at min teamleder ville være mere large med det.
Bitter og ærgerlig rejste jeg mig for ... Læs hele novellen
