Da han kørte ind i indkørslen til den gamle gård, han og hans kone havde boet på siden de blev gift for 35 år siden, var der dødstille. Klokken var tre om natten, og hans snorkende kone, havde ikke ænset hverken det sene opkald, fra deres fulde barnebarn, eller at han var stået op og kørt ind til byen for at hente hende, som han havde gjort det så ofte før. ”Så er vi hjemme!” ”Hmmh....” Hun bevægede sig ikke, så han steg ud af bilen og gik over til passagersædet. Da han åbnede døren, gled hun ned så han blev nødt til at gribe hende, for at undgå, at hun ramte jorden. Det fik hende dog til at vågne. Han så hende, ind i hendes smukke, irgrønne øjne. Hun var i det hele taget meget smuk, med de mørke træk og den lyse hud. ”Vi er hjemme Amalie.”
Hun udstønnede endnu en summende lyd, og han vidste at han måtte slæbe hende ind i seng. Hen over skulderen med den ene arm, klodset, vaklende, fik han hende guidet ind til gæsteværelset, og lagt hende på sengen. Hun lå på ryggen, med armene ud til hver sin side og benene ud over kanten af sengen. Han beundrede hendes krop, som hun lå der. Helt åben.... Læs hele novellen
