Som den yngste på hele afdelingen, blev jeg ofte forkælet af de lidt ældre damer der var der og i det hele talt syntes jeg at mine kollegaer var rigtig søde og rare. Der var dog en enkelt undtagelse. Henry!! En lille mand, gråhåret, med meget sparsomt hårvækst, der fra dag et af havde kigget på mig, efter min opfattelse, meget ubehagelige måde. Følte ofte at han nærmest klædte mig med sine øjne når jeg gik forbi ham, og der gik ikke ret lang tid før han rent tilfældigt kom til at tabe værktøj ned på gulvet som jeg selvfølgelig måtte ned og rode rundt efter, samtidig mens jeg selvfølgelig ikke havde en chance for at undgå at ramme hans ben.
I en frokost pause sad jeg en dag og snakkede om min store fritids interesse, lystfiskeri, som også en del af mine andre kollegaer delte. Henry, som også var til stede i frokoststuen, sad og lyttede meget nysgerrigt med, men sagde ellers ikke noget. Først senere hen på dagen da jeg gik og fejede det sidste væk under samlebåndet, så jeg kunne komme hjem. Kom han hen til mig. Nå.. Du er rigtig nok glad for at fiske sagde han med sin høje pibe stemme. Det kunne jeg jo ikke så godt benægte eftersom jeg lige havde siddet og plapret op om det i pausen.
Ved du hvad? Sagde han og lagde hoved lidt på sned mens han kiggede på mig, nærmest som en meget sulten grib. Jeg har en båd liggende nede ved Lyngbysø. Den er ikke særlig stor, men der er en fin lille kahyt og masser ... Læs hele novellen
