- På en so... måske får jeg så selv lyst til ornepik af at se på det!
- Det kan vi let ordne, smilede Ejnar. Gå ind i loen, så kommer jeg med soen og ornen. Jeg har netop én, der er ''ornegal'', som det hedder, når en so er i brunst.
Moster Elly og Inga gik ind i loen. Der stod et mærkeligt redskab. - Det er en ''bedækningsrampe'', sagde moster Elly. Ornerne er ofte for tunge til søerne, så de ikke tror, de kan bære dens vægt, og derfor løber væk i bare skræk. Derfor har Ejnar lavet det dér stativ.
Soen bliver trukket hen ind i stativet. Sofissen ligger lige over den ''pind'' dér. Soen er støttet op, så ornen kan give soen pik bagfra. Hos dyrene er der jo ikke noget med, at ligge mave til mave som vi mennesker. Hunner lader sig kun bedække bagfra af handyret. Det gælder ikke bare grise, men også heste, kvæg, får og geder.
- Og hundyr er måske slet ikke så vilde med at blive kneppet? spurgte Inga. - Ork jo, sagde moster Elly. Men de har det med at gå fremad, når handyret springer på på ryggen af dem... og så er det hele ødelagt. I øvrigt hedder det ikke kneppe. Dyr ''bedækker'' og ''bliver bedækket''.
I det samme kom Ejnar ind med soen. Han havde lagt en lædergrime om dens hoved og holdt selv i et tyndt reb, der var fæstnet til grimen. Men han behøvede ikke trække den. Det var som om soen huskede sidst, den havde fået ornepik, og gerne ville have det igen.
Den gryntede og smaskede og gik rask fremad mod ''bedækningsrampen''. Ejnar gelejdede soen ind i stativet, fik lagt den lige ovenpå den ''pind'', som sad i midten, og så bandt han rebet fast foran. Nu kunne soen kun afvente slagets gang. Og det så den bestemt ikke ud til at have noget imod.
- Se, nu er den klar til påstigning, sagde Ejnar. Jeg henter lige ''Sam'' - den store orne, så... - Ejnar, sagde Inga... véd du hvad... Må jeg godt spørge: Har du aldrig selv h... Læs hele novellen
