Tralalala

Jeg masserede min ene tinding med den hånd jeg samtidig holdt beskyttende op mod sollyset, der faldt skråt ind af vinduet. Det var efterhånden ved at gå op for mig at smerten i mit hoved ikke bare var en midlertidig spænding fordi jeg lå forkert på hovedpuden i nat. Nej, der var tale om en hovedpine af den slags, der ligger og dunker bag øjnene. Ikke ubehagelig nok til at man kan tillade sig at trække stikket ud, aflyse alt og tage en halv dag i sofaen, men lige præcis irriterende nok til verden ville være indhyllet i en tåge af irritation indtil jeg fik fat i et par hovedpinepiller og crashede på sofaen en time.

Der var ikke noget jeg havde mere lyst til end at trække stikket ud og lægge mig ned, men det var ikke muligt. Jeg var på vej til Jylland, fanget i en togvogn, der med stor hastighed banede sig vej gennem marker og landsbyer. På den anden side af vandet ventede en påskefrokost, jeg overhovedet ikke havde lyst til at deltage i. Mit smertende hoved var lukket inde i en sardindåse med hylende unger og ved siden af mig en mandlig medpassager, som svedte en hel del og åbenbart ikke mente der var nogen grund til at skjule det med en deodorant.

Jeg befandt mig i en vogn fuld af fremmede mennesker, der var alt for tæt på. Så tæt på at jeg i detaljer kunne se vorten på den gamle dame, der sad skråt overfor mig. Den brune plet med en knudret overflade sad der på den af hendes kinder, der vendte ud mod landskabet. Som om den var et barn, der ivrigt fulgte med i hvad der foregik udenfor toget. Men den var ikke det værste. Det skarpe sollys kastede ikke kun et ubehageligt, afslørende skær hen over damens rynkede hud, men forvandlede det e... Læs hele novellen