Især den ene af naboerne er meget opmærksom, for slet ikke at snakke om aktiv i haven, når jeg ligger herude.
Mit bud er, at han er sidst i 40'erne. Han er en pæn mand, og jeg har småflirtet lidt med ham over hækken siden jeg flyttede hjem.
"Hej Louise" lyder hans velkendte stemme hen over hækken.
Jeg rejser mig op og går hen til ham, og kan mærke hvordan han nærmest æder mig med øjnene mens jeg går over til ham.
"Hej Per" svarer jeg kælent
"Æhm... Jeg tænkte om du havde lyst til at servere lidt her på fredag. Ida tager ungerne med i sommerhus hele weekenden, og så kommer herre-klubben her til den årlige samling"
I bedste lillepigemaner fortæller jeg ham, at det kan jeg desværre ikke, da jeg skal i byen med mine veninder, og får til svar, at det er helt i orden, men hvis jeg kommer tidligt hjem, så kan jeg altid kigge ind og få en drink med dem.
Fredag aften er jeg ude med pigerne. Eller rettere: Jeg troede, at jeg var ude med pigerne. Godt nok har facebook afsløret at der er kommet en gevaldig dæmper på byturene for deres vedkommende på det sidste, og at det er blevet afløst af adskillige scanningsbilleder af babyer, så der sad jeg i lårkort nederdel, over-the-knee strømper, stiletter og tube-top sammen med to fornuftige kvinder, der brugte hele aftenen på at snakke om hvad de skulle med de her børn, som dårligt var andet end en haletudse endnu.
Klokken er ikke mange før de begge konstaterer at de må se at komme hjem, og jeg sidder alene tilbage på caféen.
Først overvejer jeg at finde et sted at gå i byen selv, men tænker så, at det kunn... Læs hele novellen
