Hvor ville det dog være en befrielse at dø. Jeg smed kjolen på jorden sammen med trusserne og gik forsigtigt ned mod vandkanten. Vandet var isnende koldt, men dette skulle ikke stoppe mig. Jeg gik forsigtigt ud i det og gøs en smule. Tankerne fløj rundt i mit indre og rev min sjæl i stykker. Hvorfor var jeg ikke god nok til nogen? Hvorfor kunne de ikke bare acceptere mig som jeg var? Vandet nåede min navle og jeg fortsatte. Jeg hørte en stemme inde fra bredden, men ville ikke stoppe op nu. Pludselig begyndte det hele at svimle for mig. Vandet og himlen svævede rundt for mine øjne og jeg kunne mærke benene give efter under mig. Jeg sank ned i et mørkt dyb.
Mærkede hvordan mørket omsluttede mig og trak mig ned. Pludselig blev jeg revet op til overfladen og gispende fyldes mine lunger med luft. Jeg kiggede febrilsk rundt og så op i to brune øjne. Han måtte være svømmet herud rimelig hurtigt tænkte jeg. Hans tøj var gennemblødt, men han tænkte åbenbart kun på at få mig båret ind til overfladen. Han stirrede en del på mig og det gik op for at jeg egentlig lå helt nøgen i hans arme. Jeg bevægede mig uroligt og han satte mig forsigtigt ned. Vandet gik mig nu kun til navlen igen. ”Hvad laver du herude så sent?” spurgte han blidt. Jeg kiggede ned, undgik hans blik. Han trådte et skridt hen mod mig, men jeg bakkede hurtigt væk og så så jeg op på ham med røde, grædefærdige øjne. Han så pludselig alvorlig ... Læs hele novellen
