Hun så slankere ud og selv om hun var brun virkede hun mere gennemsigtig en dengang for et år siden. Hun virkede også rankere og mere selvbevidst, under den lidt nervøse maske så hun glad ud. Han slog en bue rundt så han kunne komme frem til hende bagfra. Han nærmede sig forsigtigt og stod nu så tæt bag hende at han kunne dufte hende. Den samme ophidsende udefinerlige duft, han havde holdt så meget af. Han bøjede sig frem og kyssede hende blidt i nakken. Hun for sammen og vendte sig med et ryk. Stakåndet og med varme i stemmen sagde hun. Nå der er du. Og så koldere: Var det ikke aftalen at vi skulle mødes uden kys og knus. Han smilede og lagde sin arm om hende. Hun snoede sig fri. Kom, sagde han, jeg holder lige herude. Skal vi køre, sagde hun, var aftalen ikke at vi skulle snakke over en kop kaffe. Jeg holder ulovligt parkeret, lad os køre et andet sted hen og drikke kaffe, forslog han.
Hun fulgte efter ham da han begyndte at gå hen mod hovedindgangen. Han tog hendes hånd men hun trak den til sig og fjernede sig lidt fra ham. Ikke røre, sagde hun, men det lød nærmest som om hun ikke mente det. De satte sig ind i bilen og kørte af sted. Han fortalte om morgenens små begivenheder og om sin mærkelige drøm. Han kunne mærke at hendes blik blev varmere og varmere mens han fortalte og hun svarede med enstavelsesord. Hvor kører du hen, spurgte hun da de havde kørt en halv time. Jeg giver kaffen, svarede han, vi er alligevel så tæt... Læs hele novellen
