Det lå allerede i luften, når jeg trådte ind af døren; vreden og magtesløsheden over vores forhold ikke fungerede.
Hanne og jeg havde vores problemer med økonomien, og hverdagen i det hele taget. Man skabte selv sin hverdag, ja, men skæbnen havde været i et ondt lune, den seneste tid! Men der var også en anden ting; fjernsynet, den forbandede sjæleløse sorte kasse, som Hanne holdt så meget af. Jeg havde kun et indædt had til fjernsynet, der forekom mig at være en trediepart i vores forhold, der forsynede os med dåselatter, tomhed og bla, bla, bla!
Hanne og jeg var begge to af natur ganske konfliktsky, men det afholdt os ikke fra, at ryge i totterne på hinanden over hvilke tv programmer vi skulle se. Det endte som regel med, at Hanne græd eller at jeg skred i ren og skær arrigskab. Det var dumt og barnligt, ganske enkelt!
Nå, men en lørdag morgen startede balladen igen og jeg gik ud i køkkenet for at være i fred. Jeg lavede mig en kop kaffe og kiggede ud af vinduet, der vendte mod øst. Der var udsigt over en masse farverige hustage og skorstene.
Jeg betragtede to alliker der havde travlt med at bygge en rede. Hvem der bare var en allike, tænkte jeg, hvor ville det bare været enkelt. Ingen problemer med fjernsynet, økonomien eller Hanne! Man fløj bare rundt og fyldte skorstene op med kviste, grene og andet ragelse, indtil reden var god nok.
Det mindede mig om et værelse hvor jeg engang boede til leje, hos nogle sindsyge udlejere, et sted i udkanten af Vordingborg. Det var et lille værelse, med en skorsten lige i midten. En tyk hvidkalket og meget skæv skorsten, hvor et allikepar slog sig ned... og larmede!
Min seng stod ved siden af skorstenen og jeg nød at høre dem rumstere rundt og skræppe op. Noget senere kom der unger i reden og så var der for alvor liv i skorstenen. Men så kom udlejeren!
"Jeg kommer til at larme lidt, når jeg skal fjerne reden," sagde han. "Men der ... Læs hele novellen
