Jeg sender hende et stort smil og slynger bare en hurtig bemærkning tilbage til hende: ”… altid. Jeg kan jo godt li’ at gøre jobbet færdigt”. Hun smiler lidt forlegen, og ligner mest af alt en der vist nok fangede den. Hun har uden tvivl fanget den og kører den videre: ”Ja, der er da heller ikke noget bedre end en fyr der kan finde ud af at gøre det ordentlig færdig.” Hende smil var nu forvandlet til en slukøret eftertænksomhed. Arbejdet fortsat i sædvanlig tempo, og det var pr. automatik at jeg smed den beskidte arbejdstrøje og afslørede min noget muskuløse overkrop for hende. Et syn der lød hendes smil vende tilbage: ”Ja, du skal da ikk’ genere dig af lille mig” lod det fra hende, og jeg kunne ikke lade være med, at knibe øjnene sammen. Jeg har ikke lige tænkt over, at jeg ikke var alene. Det plejede jeg jo at være når jeg moppede gulvet. ”Det la’r jeg så vær’ med”, sagde jeg bare.
Jeg kunne mærke hendes blik følge mig endnu mere, og havde slet ikke bemærket den røde farve i hende ansigt. ”Hvor lang tid ta’r det dig så’n at lukke”, spurgte hun svagt nysgerrig. Min gammelskole-opdragelse havde lært mig, at have ansigtet mod dem man snakkede med, så det gjaldt også overfor hende her. Og her stod jeg så, godt 2 meget fra denne søde skabning, der ikke kunne skjule at hendes øjne fared... Læs hele novellen
