En dag, hvor vi var i gang på laboratorierne, kom vores lærer ind med en ny studine, som var tilflytter fra København, og hun så enormt sød ud umiddelbart, men kors for et snakketøj, der sad på hende, og kors, hvor var hun egocentreret. Hendes meninger om dette og hint var vi ikke det ringeste i tvivl om, og flere af os fik da efterhånden også nok af at høre om hende og hendes kærestes planer. Lidt ondt håbede vi inderligt, at hun ville dumpe til prøverne, så vi kunne blive fri for hende.
En dag ankom hun med et blåt øje og plaster på øjenbrynet, som angiveligt skulle være sket ved, at hun havde fået en dør i hovedet. Nå, men så måtte hun vel blot lære at se sig for og være lidt mere forsigtig fremover. I løbet af en periode dæmpede hendes talelyst sig gevaldigt - hun blev nærmest meget stille og gjorde i det hele taget ikke meget væsen af sig mere, og det sociale deltog hun ikke nævneværdigt i mere til stor glæde for os andre.
En dag, hvor jeg var ude at løbe, passerede jeg en pige, som absolut ikke så glad ud. Hun sad på en bænk med helt røde øjne, og ansigtet var temmelig opløst af gråd. Jeg var egentlig kommet forbi hende, men et eller andet fik mig til at standse, for det var hende den nye studine fra vores hold. Man er jo heller ikke lavet af stål. Jeg nærmede mig hende, og hun drejede ... Læs hele novellen
