Afrodite var en dejlig pige. Lys, mild og rund – hun udstrålede varme. Ares var ikke uden charme, men (lidt imod sin natur) mere forsigtig med, hvilke signaler han udsendte – måske lidt stiv og formel.
De gode vine løsnede tungebåndene – og Afrodite og Ares foldede sig ud. Ares blev mere og mere betaget af Afrodite – ikke fordi hun var køn, smuk eller flot (det var hun faktisk ikke), men fordi hun havde en medfødt vindende charme. Ares gav slip på sin forsigtighed – og lod sin naturlige charme betingelsesløst folde sig ud. I pausen mellem hovedretten og desserten forlod værtsparret bordet – og en sjov bemærkning og en stråhat med kæmpe-skygge, der undervejs var dukket op, fik Afrodite til at gå rundt om bordet, dække sit og Ares’ hoveder med hatten – og give ham et kæmpestort, langt og varmt kys. Hvilken overraskelse! Det blev tid til midnatsfyrværkeriet. Alle fire gik udenfor med et glas Champagne i hånden – og nød det storslåede skue. Afordite og Ares benyttede lejligheden til at tage om hinanden, flette fingre og stjæle et kys i ny og næ – når værtsparret ikke så det. De fire skålede nytår – krammede hverandre på varmeste vis – og ønskede alt muligt godt for det nye år.... Læs hele novellen
