Mørket snoede sig omkring mig, og det føltes som om mine ben var bundet fast til hinanden. Jeg måtte tage en dyb indånding. ”Tag dig sammen,” hviskede jeg. Kiggede mig rundt omkring før jeg gik videre. Bag mig kunne jeg endnu høre musikken fra festen, men jo flere skridt jeg tog jo lavere blev musikken. Jeg kunne ikke lade være med at grine af mig selv. Jeg fandt min telefon frem. Klokken var kun halv et – det føltes som om vi havde været ved festen i mere end et par timer. Lagde telefonen tilbage i lommen, og i samme øjeblik hørte jeg en lyd. Jeg stoppede op, kunne næsten ikke trække vejret. Jeg prøvede at se frem, men kunne ikke se noget.
Det satans mørke, tænkte jeg. Jeg kneb mine øjne sammen og koncentrerede mig. Der var intet foran mig så jeg vendte rundt – heller intet bag mig. Lyden var også stoppet. Det var sikkert bare en ræv i skoven, der havde knækket en gren, eller noget. Jeg tog endnu en indånding og gik videre. Det syntes at være ekstra mørkt. Stjernerne og månen var gemt bag skyerne og der var kun få lygtepæle her omkring.
”Hej.” Jeg stoppede op, mit blod stivnede. ”Jeg sagde hej.” Det var en barnestemme, men jeg kunne ikke tyde om det var en dreng eller en pige. Jeg smilede. Bare et barn, tænkte jeg. ”Hej,” svarede jeg så. ”Er du faret vild?” ”Ja,” svarede stemmen. ”Jeg skal nok følge dig hjem. Hvad hedder du?” ”Joha... Læs hele novellen
