Nå, men det hele starter på en meget underlig måde. Jeg kommer gående ganske stille og roligt på vej ned til banegården. Jeg går langsomt, for der er god tid. Det er koldt, og toget kører først 10 minutter senere. Jeg er på vej på arbejde. Pludselig opdager jeg en bil der kører op på siden af mig. Jeg lader som ingenting, men den fortsætter ved siden af mig, og en fyr ruller vinduet ned. Jeg går hen til bilen, idet jeg tror at han vil spørge om vej. Og man er jo hjælpsom....det har jeg prøvet mange gange før, det værste er bare at jeg ikke er god til at forklare, og de mange gange jeg har vist nogle vej, er de endt 10 km fra hvor de skulle hen. Jeg kan fare vild i en telefonbox. Nå, men fyren spørger ganske rigtigt om vej.
Den vej han vil vide, ligger langt fra hvor vi befinder os. Han kigger på mig, og spørger om jeg ikke kan tage med så jeg kan vise ham vej. Det er kompliceret, siger han. Da jeg kigger ind af bilruden kan jeg se at han ikke er alene. Der sidder en fyr ved siden af.
Igennem tidernes løb har jeg taget den mere end 600 gange på stop, og jeg har aldrig været ude for noget, og det er også den tanke jeg har denne gang. Og what the heck. Hverken "vinduesmanden" eller hans kammerat er grimme, så jeg stoler på dem. Jeg smiler til dem, og hopper ind.
Jeg vil lige tilføje at jeg ikke har guds mest uskyldige tøj på. Jeg har altid godt kunne lide at klæde mig frækt og har bestemt ingen hæmninger hvad angår grænser for tøjstil. Så det tøj jeg havde på den dag, var en ultrakort nederdel med lange høje støvler til. Jeg har nogle rigtigt flotte ben og har ikke noget imod at vise dem frem. Men i den her situation, tænkte jeg egentlig ikke over at min påklædning måske kunne tænde en mand eller 2. Jeg følte mig godt tilpas i tøjet.
Nå, men j... Læs hele novellen
