Han gik ind mellem træerne, hans skridt blev mindre målfaste, han gik langsommere, og mere forsigtigt. Endnu en skygge vidste sig, en blandt træerne, den trådte frem bag ham, og en blid stemme kaldte stille: "Jonas, herover." Han vendte sig langsom, et smil fór til hans læber, og han gik over til hende: "Annette, du er ikke rigtig klog." Sagde han med en drillende stemme. hun kiggede på ham, og lod en finger løbe langs hans markerede kindben. "Er jeg ikke?" Hun drillede ham, og han vidste det, han lagde begge sine arme om hende, og kiggede hende dybt i øjnene.
Ingen af dem lignede at de var en dag over 18, og slet ikke Annette, hun virkede stadig meget yngre end Jonas. Hun var til hverdag den stille pige, hende vi alle kender, men ikke rigtigt har snakket med. Hun passer sine studier, er med til festerne, men ingen ved egentlig ret meget om hende. Jonas derimod, han gør sit indtryk, inden man ser ham. Han er ikke bange for at give udtryk for sin mening, han siger tingene som de er.
Ikke lang tid efter, begynder de to skygger, Anette og Jonas, at gå stille derfra, denne gang sammen, hånd i hånd. Lidt kejtet ser det ud, lille Annette og høje Jonas. de går gennem det høje græs, og forsvinder stille.
Ikke langt derfra bor Jonas, han har en lille et-værelses lejlighed på tredje, og der finder de to hen, midt om natten. De lister stille op af trappen, og ind af døren, som knapt nok er blevet lukket... Læs hele novellen
