Jeg ankom til festen, havde en buket blomster med til min veninde, og gik indenfor. Jeg hilste på gæsterne og satte mig sammen med nogle af mine andre venner. Senere kom der flere gæster til og vi begyndte så småt at snakke og tage de første genstande indenbords. Midt under festen, mens der kørte noget musik i baggrunden kommer der en pige hen til mig, prikker mig på skulderen og siger ”hej”. Jeg vender mig om, kigger på hende og siger ”hej”. Jeg kunne ikke kende hende. ”Vil du danse”, spørger hun. Jeg har aldrig været nogen ørn til at danse, så jeg trækker lidt på det, indtil hun tager min hånd og tager mig med ud midt på gulvet. Mens vi stod og dansede spurgte hun mig ”hvordan går det så, det er dæleme længe siden”. Som sagt kunne jeg ikke kende hende, så jeg stod lidt og tænkte hvad hun mente med det. Men jeg svarede, at det egentlig gik meget godt. Jeg tror hun kunne se på mig, at jeg ikke kunne kende hende. Hun spurgte nemlig, ”er det ikke Thomas”. Jo, det måtte jeg jo indrømme. ”Jamen, jeg er jo Sofie”, sagde hun. ”Sofie fra dengang vi var helt små”. Jamen, nu kunne jeg egentlig godt se lidt af det. ”Hold da op”, sagde jeg. ”Det er godt nok længe siden”.
Sofie smilede til mig og nikkede. Vi satte os hen i ... Læs hele novellen
