"Hvordan det?"
"Åbenbart har de kunnet høre os om natten i de andre telte! Det er så pinligt!"
Jeg griner og smiler til hende.
"Du er min lille bunny!". Jeg griber om hendes krop. Kysser hende på halsen og kærtegner hendes baller. Hun putter sig ind til mig. Jeg kærtegner hendes krops sider og kærtegner det yderste af hendes bryster. River hende i håret og holder hende hårdt fast i min favn.
Siden jeg mødte Freyja har jeg tabt mit sprog, og vundet min glæde ved at leve. Mine ord var som en kappe af is omkring min person, og lyset fra mig strålede farvefyldt ud gennem de glitrende iskrystaller. Jeg var stolt af min evne til at beskrive følelser og stemninger, tanker og visioner. Mine historier var både dramatiske og indfølende. Jeg var kunstner. Historiefortæller. Nu har ordene forladt mig som utilfredse råger, lettende med et skrig der frustreret gentages med hvert vingeslag ud over markerne.
Om jeg havde fejl? Mange. For eksempel kan jeg ikke døje mennesker. Der er for mange af dem, og de er ubehagelige at være i nærheden af. Derfor var jeg rejst til Nordsjælland for at være en uge på terapilejr. Sommeren blæste henover træerne omkring den store naturgrund, hvor 50 mennesker samledes. Pludselige strejf af solskin fik blå teltdug til at gløde, og rynkerne i den gamle terapeuts ansigt fik dybe skygger. Jeg nåede at sætte mit tomandstelt op, inden det første regnskyl plaskede ned gennem birketræernes grene og efterlod buske og græs dryppende vådt. Vi sprang i ly i terapeutens store hus.
Livet selv er den bedste terapi, så derfor var sommerlejren bygget op omkring samtaler, madlavning, træklatring, gocarts og masser af øl og vin. Huset var beskidt, fordi sådan er livet bedst tilpas. Hvis planter kunne tale, ville ingen af dem frivilligt vælge urtepotten i vindueskarmen. De ville blive trætte af at glo på personen, som ustandseligt vimsede rundt i stuen og tørrede støv af.
For at livet kan udfolde sig, må... Læs hele novellen
