Da jeg endelig kom af sted – med flettet hår, som påbudt – var det i en blå nederdel, der gik mig til lige over knæene. Jeg var ikke sikker på, at det ville blive accepteret, men bedre blev det altså ikke.
Jeg fik øje på ham med det samme, jeg trådte ind på banegården. Han var ikke så høj, som jeg havde forventet, men bestemt heller ikke en lille mand. Stod midt i indgangs hallen med armene over kors og øjnene rettet stift frem efter. Da han så mig, kneb han læberne sammen.
De gik et sug gennem min mave. Det var vores første møde; vi havde skrevet sammen over internettet i nogle uger, og nu skulle det altså være. Han havde virket flink nok, men tænk, hvis jeg tog fejl? Og hvad nu, hvis jeg ikke var, hvad han havde forventet, og jeg så var nødt til at tage imod hans akavede undskyldninger om at hans syge moster på hospitalet i øvrigt manglede nye blomster på sit bord? Han blev stående, hvor han var, så jeg var selv nødt til at gå den lange vej over stengulvet, for at nå ham. Jeg kunne mærke nervøsiteten stige med hvert eneste skridt, og da jeg endelig nåede ham, var jeg på nippet til bare at vende om og løbe min vej.
“Du kommer for sent,” var hans første ord til mig. Jeg så ned i jorden, og svarede ikke. Turde ikke møde hans blik. “Hvad synes du, vil skal gøre ved det?” Jeg svarede stadig ikke. Han greb mig om hagen, og tvang mig til at se op. Hans øjne var hårde og granskede mig indgående. “Hvad siger du, lille tøs? Hvordan synes du, jeg skal straff... Læs hele novellen
