Telefonen ringede: "Flemming Hansen, kriminalpolitiet!, svarede han. Han lyttede og blev lang i ansigtet. Et mord... han sukkede dybt. Og så på en fredag, der røg den weekend.
Han tog jakken og smed den over de brede skuldre. Han var en høj mand. Tæt på de 2 meter. Kraftigt bygget med en smal hofte. Hans mørke hår var halvlangt og hans blå øjne skinnede i det stærke lys, som mødte ham på parkeringspladsen bag Odense politigård. Bag ham kom flere af hans kollegaer løbende. De skulle også ud til gerningsstedet.
I en forstad til Odense havde en kvinde ringet til politi, og meldt naboen dræbt af flere skud. Han mærkede forventningen, trods varmen. Det var højsommer og tæt på de 25 grader i skyggen. Han ankom samtidig med retsmedicineren, og de gik op af trappen. Han kastede et kort blik på liget. En mand i 60 års alderen.
En uniformklædt betjent kom hen til ham. "Vi har et vidne, hun venter på 1. sal til højre". Flemming nikkede og gik en etage ned. Han bankede og der lød en stemme indefra. Han fik lov til at komme ind.
I gangen mødte han en kvindelig betjent. "Hun er noget rystet", sagde hun og nikkede mod en dør, som stod åben. Flemming gik ind i en stor stue. Den var holdt helt i lyse farver, og var meget lig hans ekskones.
Han rettede blikket mod kvinden i sofaen og blev så helt stum. Bevægede sig ikke, gloede bare uhæmmet på hende. Aldrig havde han set så dejlig en kvinde. Hun var 35 år, måske 175 cm høj, slank og havde det mest skinnede, rød hår han nogensinde havde set.
Hun havde rejst sig og rakt hånden frem, men han så den ikke. Kunne ikke tage øjnene væk fra hendes runde bryster, som havde lige den rette størrelse.. en god håndfuld. Hun spurgte om han havde set nok. Det fik ham til at vågne op og stamm... Læs hele novellen
