Men samtidig var jeg ikke helt upåvirket af det jeg lige havde overværet... Ja, faktisk var jeg hamrende liderlig og havde stor rejsning i bukserne og jeg havde virkelig lyst til at "høvle den af" engang.
Det blev der nu ikke noget af, for så snart grisene hørte døren åbne og lukke sig, samt mine skridt, så var de vågne og straks blev de urolige, for lidt efter at give sig til at hvine som grise jo gør, når de er sultne. Jeg måtte altså igang med fodringen.
Igen kommer der lidt forhistorie...
Først fik slagtesvinene deres foder, så søerne og de små, og tilsidst vores orne, der gik inde i et rum for sig selv.
Det vil dog sige, at der inde i et par båse ved siden af ham, gik et par ungsvin der var udset til at avle videre på. Sådanne hun-grise blev normalt kaldt for: "Polte" og efter en bedækning kaldes de for: "Gylte". Men hos os nøjedes vi altid med bare at kalde dem: "Gylte". Og det var normalt grise som af natur var rolige og behagelige at omgås.
Nå men, de var sat ind til ham, for at de skulle komme hurtige i brunst, det er noget man somme tider bruger. Det var som om det så går hurtigere når de kunne høre og lugte hinanden.
Jeg havde fået besked på, at når jeg nu alligevel var der om morgenen, så kunne jeg lige kigge lidt efter om "gyltene" blev "ornegale" altså klar til parring, også kaldet: "løbet".
Jeg havde jo så tit set, hvordan man gjorde det, så der var egentlig ikke noget specielt i det.
Man kan se det ved at grisen "fedter" meget fra fissen, ("fitten" som man sir' på landet) samtidig med at den er en smule hævet og rød, og rører man lidt ved fitten på hende, så løfter hun halen højt og vil gerne gnubbe sig imod ens hånd. Går man så om på siden af grisen, og vil efterligne en orne der springer op, så lægger man armene på ryggen af hende og trykker hårdt og bestemt, og hvis hun så bare bliver stående og lissom skyder ry... Læs hele novellen
