Men overdrivelserne er blevet større og større og vildere og vildere, så man til sidst næsten ikke kunne genkende begivenhederne, selv om man var midt i dem. Så nu vil jeg fortælle, hvad det virkelig var, der skete den aften i den lille landsby i Jylland, hvor begivenhederne udspilledes. Enhver lighed med nulevende personer er absolut tilsigtet. Og ingen af dem, der var med, kan sandfærdigt benægte et eneste ord i min beretning. Alle navne er opdigtede. Byen kalder jeg til lejligheden Pærekøbing. Men de medvirkende kan sagtens kende sig selv. Ellers er alt beskrevet præcis, som det var. Så alle dem, der kun har hørt om historien, kan her læse den fulde sandhed.
Wenche og jeg spillede badminton i byens lille sportshal hver klørdag eftermiddag. Vi havde den sidste time, inden pedellen lukkede og slukkede. Da der kun var en bane i hallen, havde vi det altid helt for os selv. Så vi klædte naturligvis om i samme omklædningsrum og tog også bad sammen. Det havde vi gjort hele sæsonen, uden at vi på noget tidspunkt var blevet overrasket af andre end skolens gamle pedel, der havde til opgave at lukke efter os. Vi aftalte med ham, at vi selv lukkede, slukkede og låste hallen, og så lagde vi nøglen i hans postkasse. Så vi var virkelig uforstyrrede. Det siger sig selv, at vi nogen gange brugte omgivelserne til at kneppe, ligesom Wenche ofte suttede pik på mig i brusebadet. Det var, som om vi gik i gymnasiet igen. Det føltes en lille smule forbudt og derfor var det også ekstra frækt.
En lørdag, hvor vi havde gjort som vi plejede, opdagede Wenche pludselig, at hun havde glemt sit ur i omklædningsrummet. Vi havde lige kørt bilen ind i indkørslen, men hun ... Læs hele novellen
