Vi, min moster Anni, mor og jeg er alle uden livsledsager, det vil sige at Anni har en datter Lone på 22, som desværre under fødslen mistede ilt til hjernen, og har derfor nogle forstyrrelser. Men følger med i samtaler og har altid et godt humør, kan læse, men kan ikke skrive. Ud over ilt mistede hun sin far ved en ulykke, allerede inden hun blev født.
Men efter jeg var blevet alene, konen omkom i en ulykke, det er nu et par år siden, har mit selskabsliv været meget mangelfuldt, nærmest ikke eksisterende. Anni ringede og sludrede, det gjorde hun tit. Hun husker altid fødselsdage i familien og man mangler aldrig en at tale ud med i en mørk stund. En dag da vi havde sludret i telefon en ½ times tid, spurgte Anni om jeg ikke kom over og hjalp hende med haven. Jeg tænkte at jeg ville have godt af at få en uges opvartning, og et par gode ører, efter at have været alene så længe. Så jeg sagde Ja tak og vi aftalte en dato på hvornår jeg skulle komme. Da min mor hørte om turen ville hun være med, det fik jeg heldigvis forpurret, for så ville der gå sladder og formaninger i det hele, og jeg ville jo slappe af med lidt havearbejde og varm mad på bordet, samt forsættelse af vores varme samtaler i telefonen. Jeg fik arrangeret med jobbet og fik 14 dages ferie/afspadsering.
Turen derover foregik i min gamle bil, da jeg ville prøve at komme lidt rundt, nu da jeg alligevel skulle til Jylland. Anni og Lone stod i døren da jeg parkerede bilen i carporten. En dejlig varm velkomst fra Anni der tog mig i sin store barm og klemte mig til sig. Hun duftede dejligt selvom det var varmt, Lone smilede over hele hovedet og gav mig også et dejligt kram. De to boede i huset som de har boet i så lang tid jeg kan huske tilbage. Der var langt til naboerne, så jeg glædede mig til få sol på ballerne.
Jeg blev indkvarteret i ... Læs hele novellen
