Med et dybt deprimeret suk, satte han sig træt på en bænk, for at spare lidt på kræfterne, og kigge på den livlige trafik, der omgav ham på alle sider.
Da han havde siddet lidt, kom en nydelig ung fyr hen og satte sig ved siden af ham. Ingen af de to sagde noget, men da fyren tændte sig en cigaret, så Timmie på ham, og da fyren opdagede det, tilbød han den unge spinkle dreng en smøg. Timmie tog gladeligt imod den, men han fik et voldsomt hosteanfald efter det første hiv, så den unge mand dunkede ham i ryggen for at hjælpe ham over sit hosteri.
- Tak, gispede Timmie, da anfaldet var ovre.
- Det var skam så lidt... Hvad hedder du?
- Timmie... Hvad hedder du..?
- Jesper...
De to fyre sad længe i tavshed, og da Jesper omsider rejste sig, så Timmie op på ham, og den fremmede fyr gav ham et smukt smil : Jeg hørte din mave knurrede, så jeg tænkte på, om du skulle være interesseret i et måltid mad hjemme hos mig..?
- JA! Vildt! Jeg er ved at DØ af sult, jublede den spinkle fyr begejstret over det uventede tilbud.
- Så kom; jeg bor ikke ret langt herfra!
- FEDEST! Så er jeg alligevel lidt heldig..!
- Hvad mener du? Plejer du da at være uheldig, Timmieboy?
- Narh... ik' specielt, men alle de steder jeg har søgt arbejde, for at få noget at spise... De siger allesammen at jeg enten er for ung, eller der ikke er noget arbejde...
- For ung? Hvor gammel er du da, spurgte den ældre fyr, reelt interesseret i den forhutlede drengs problemer.
- Hvor gammel er du selv, undveg Timmie spørgsmålet, netop som hans ny ven holdt sin gadedør åben, så Timmie kunne gå først ind i opgangen.
- Atten, og jeg er næsten lige flyttet hjemmefra - Hvorfor søger du arbejde? Kan du ikke bare gå hjem og spise der?
- Nej, det er ikke så godt, hviskede Timmie næst... Læs hele novellen
