Årsagen har altid været, at jeg ikke er tiltrukket af mænd. Jeg tænder på legen, ikke manden. Og jeg kan slet ikke forestille mig at være emotionelt bundet til en mand.
Men der er en erkendelse, som er vokset frem. Den har været længe undervejs, spirede nok for år og år tilbage, men sætter først blomst nu.
Det starter sådan her: Når livet går mig imod, stiger mit behov for den leg, jeg leger med min Herre. Når der er ting i mit liv jeg ikke kan styre, så har jeg brug for pik og sperm og dominans og ydmygelse.
Jeg samler styrke ved at vise min svaghed for min Herre.
Og da jeg så havde en periode hvor tingene ærlig talt var noget lort, blev den der erkendelse nok langt om længe åbenlys for mig. Man kan sige, at det blev banket ind i mig - i begge ender.
Det var en spiral af øv. Det gik dårlig med kæresten, det gik dårligt på jobbet, til sidst blev jeg fyret, og så skred kæresten.
Og hver gang et eller andet gik galt, textede jeg min Herre, og bad ham hjælpe mig. 'Må jeg ikke nok sutte dig - knep mig, vil du ikke nok - giv mig pik, Herre, be om.'
Så erkendelsen er denne: Jeg har brug for min Herre. Ikke som en hemmelig elsker, men som en fast del af mit liv.
At træffe beslutningen er nemt nok. Jeg lå på knæ, en dag, med munden fuld af sperm - så op på ham, sagde 'tak Herre', og gik i gang med at slikke ham ren. Det var der jeg besluttede, at jeg var nødt til at bede om lov til at blive hans kæreste.
At trække beslutningen, forstå hvad den indebærer, og føre den ud i livet er tre forskellige ting.
For der er også nødt til at være en pige. Jeg elsker ikke min Herre, jeg er bare afhængig af ham.
Første skridt var at overtale ham. Frygten for at få et nej var frygtelig, så det var et større setup. Jeg inviterede ham på en hel dags forkælelse - en hel dag, nø... Læs hele novellen
