Jeg burde vel være interesseret i den snak, men det har ærlig talt aldrig rigtig været min stil. Måske er jeg bare for genert til at kaste mig ud i en vurdering af, om det mon er lækkert at køre sin pik af mellem Geografi-Gittes bryster. Men sådan går snakken i klassen... lidt for højrøstet. Ikke mindst på grund af Thor. Ja, hvem kalder sin søn for Thor? Det gjorde hans forældre så åbenbart, og det værste er, at han faktisk lever meget godt op til rollen. Han er den højeste i klassen, og ser ud som en, der har startet et unaturligt tidligt misbrug af anabolske steroider. Det er så primitivt, at det naturligvis gør ham til klassens leder - bare fordi han er alfahannen, der kan banke alle. Men det er vel, hvad der sker i en drengeklasse. Det bliver primitivt.
Ja, jeg ved det godt - at jeg også bare er en dreng. Men jeg prøver i det mindste at bevare et minimum af klasse og kultur. Hvilket naturligvis gør mig mere end upopulær, ja, nærmest ikke-eksisterende i klassen.
Der er kun to ting, der afholder mig fra at ende på den absolutte bund i klassens hierarki.
Den ene ting skyldes Michael Tange. I enhver ulveflok er der én, der udgør bunden af hierarkiet, og som enhver anden ulv uden problemer kan kanøfle helt uden anden grund, end at det er deres ret. Vores underhund er Michael Tange, en lille duknakket tabertype, og fordi jeg kun er den næstlavest rangerede, så redder det mig heldigvis fra en stor portion daglig ydmygelse... Læs hele novellen
