Utryg ved hele situationen søgte den duknakket tilflugt bag mine ben. Jeg satte mig ned på hug, og førte en venskabelig hånd ind under hagen på ham. Jeg gav ham lov til at snuse til min sænkede håndflade, imens jeg talte med beroligende stemme til ham. ”Ja, sådan, God dreng. Baaare rolig, jeg gør dig ikke noget.” Hunden blev roligere, og han begyndte at logre med halen. Far gik ind for at sætte alle papirene i orden i kartoteket, og jeg gik en tur med min nye ven i skoven. Han stormede ivrigt frem, og hev og trak i snoren. Der var så mange dufte, og han undersøgte nysgerrigt alle dem, som han kunne nå at snuse til.
Da vi kom til en lille åbning i trætoppene, besluttede jeg mig for at vi skulle have et lille hvil. Mine fødder var begyndt at blive ømme. Vi havde gået i et godt stykke tid, og jeg bemærkede at det var blevet tusmørke. Skovbunden var dækket af forårsblomster, og der var en særlig ro i lysningen. Jeg havde en trøje bundet om livet, som jeg nu tog af og lagde som et tæppe foran en træstamme. Jeg støttede min ryg op ad stammen, og bad Buster om at ”dække” vedsiden af mig. Det gjorde han. Jeg lukkede mine øjne og begyndte at forestille mig hvilke frække ting, jeg ville gøre ved den ... Læs hele novellen
