Jeg var paralyseret, da jeg næsten lå horisontalt og kom ned af trapperne bagved ham med en serie af bump, som rystede mit inderste. Jeg kunne ikke gøre andet end bare at udholde det. Jeg blev klar over, at vi var på vej til garagen under huset, hvor min bil var parkeret.
Der var en velkendte skurren af døren til garagen og så et koldt pust, der kriblede over de få steder på mig, som ikke var dækket af tape. Jeg formodede at en anden bil ville være parkeret der, og jeg tog ikke fejl. Jeg hørte hvad der lød som en varevognsdør, der blev skudt til side. Jeg blev skubbet op ad en rampe og ind i vognen. Adskillige reb var fastgjort omkring min krop ind mod rullestativet og jeg blev fastgjort inde i vognen til en væg. Han placerede et andet stykke tape over det ene næsebor og jeg kom i panik igen. Men så lukkede døren og vi var på vej... hvorhen?
Turen syntes at tage lang tid, som om vi kørte en tur til vestkysten. Der var åbenbart ikke megen trafik på dette tidspunkt, som jeg formodede var tidligt om morgenen. Jeg prøvede at fokusere mine tanker på muligheder for at flygte, som om den mulighed bestod, at han blev stoppet af politiet for at skulle blæse i en spiritusprøve, men selv hvis det skete, kunne jeg sikkert ikke lave tilstrækkelige bevægelser til at tiltrække deres opmærksomhed, var jeg sikker på.
Kun a... Læs hele novellen
