Du skriver, at du savner mig. Det forstår jeg så godt. Jeg er heldig, for de har givet mig en container for mig selv at bo i. Så er der ingen der ser, at jeg græder mig i søvn hver aften, fordi jeg også savner dig så meget. Du skriver også, at du savner min krop og om at du fantaserer om mig når du skal falde i søvn. Jeg har det på samme måde. Det er en fattig trøst, men dog en trøst.
Det er lidt svært for mig at gøre noget ved det, det ved jeg at du også godt ved, men så bad du mig om jeg ikke kunne skrive om en gang vi var sammen, for på den måde, på afstand, at have en fælles fantasi vi kunne falde i søvn ved, og lade som om der ikke var 2000 km mellem os om natten.
Jeg håber at dette her er hvad du ønsker. Det er i hvert fald det som jeg bedst vil huske om dig og det som trøster mig i søvn.
For næsten tre år siden havde vi efterhånden kendt hinanden i to år. Havde købt hus og var gået i gang med at sætte det i stand. Snakket om bryllup og så kommet fra det igen for du ville være færdig med din uddannelse først.
Det var ikke den store stormende forelskelse for nogen af os i starten, vi blev jo næsten tvunget sammen af vores fælles venner. Heldigvis fandt du ud af at der under min generthed faktisk var en person som delte mange af dine opfattelser og indstillinger. Jeg var nok den af os som helst ville binde mig. Du var kun 21 og ikke sikker på at det lige skulle være en soldat du skulle leve sammen med, det er jeg sikker på. Jeg ... Læs hele novellen
