Tjeneren lukkede døren, hvis metalklang rungede gennem rummet. Henne i det fjerneste hjørne var bødlen, en svær mand i sort spidskutte, i færd med at gløde nogle tænger over en trækulsild. Hans svende stod og så til. Midt i kælderrummet stod pinebænken med de mange hjul, kæder og vægtstænger, men parallelt med den var bygget en forhøjning, hvortil et par brede trin førte op. Her stod en solid armstol med puder på sædet, her tog hertug Raimund plads. Bring pigebarnet ind, brummede hertugen. Skriveren, en lille bleg mand, trissede hen til en dør, åbnede den og gentog hertugens ordre.
Der gik et par minutter, så kom to muskuløse karle slæbende ind med en sorthåret sigøjnerpige, hvis lange hår hang løst ned om hendes skuldre, gyldne ringe dinglede i hendes øren, men hendes tøj var en sørgelig samling pjalter, der blev holdt sammen om livet på hende med et reb.
Hun så bleg og forfrossen ud, og hun gik barfodet på de kolde fliser. Hendes hænder var bundet sammen foran, men det lykkedes hende alligevel at gøre en hel del modstand, således at de to karle måtte bære hende ind i kælderrummet. Hun skældte ud, men når de tog for hårdt om hendes skuldre og ben, ømmede hun sig. Da hun stod i fakkellyset, glippede hun med øjnene, så sig forvildet om og gøs, da hun fik øje på pinebænken. Bring... Læs hele novellen
