“Næste stop; Manchester”, lød det i højtalerne i toget. Jeg tog min kuffert og rejste mig for at gå ud til dørene. Der mødte jeg Christine og sagde “hej” til hende og hun smilte tilbage. Normalt plejer vi, at give hinanden et kram når vi mødes, så da jeg kom ud på perronen satte jeg min kuffert ned og skulle til, at give hende et kram da hun bare gik. Jeg blev en smule skuffet og tænkte hvorfor hun nu gjorde det. Min kusine bor kort fra Banegården i Manchester så vi gik derhen, men det var som om Christine ikke ville snakke med mig, hun gik altid ca. 100 meter foran mig.
Da vi kom frem havde Christine allerede trykket på dørklokken – min kusine bor i lejlighed – og min kusine svarede, at vi bare kunne komme ind. Vi gik ind og op på 1. sal hvor min kusine boede. Døren var åben og der var som sædvanligt redeligt – indtil vi fik smidt vores kufferter. Jeg gik ind på mit værelse – det vil sige det værelse jeg normalt havde når jeg besøgte min kusine – men der var ”redt” op til to personer, så jeg tænkte at det nok var min kusine og Christine og jeg tog derfor min kuffert med ud igen, mens Christine gik ind med hendes tre kufferter (hvorfor skal piger altid have så meget med..?)
Min kusine spurgte hvorfor jeg stadig gik rundt med min kuffert og jeg forklarede, som jeg troede at jeg ikke skulle sove hvor jeg plejede. Men det skulle jeg, sagde hun. Hun fik besøg af sin kæreste og hans forældre var ikke meget for, at de sk... Læs hele novellen
