Denne historie foregår for 500 år siden og nedskrevet af hovedpersonen som blev anklaget for at være troldkvinde, sandheden var at hun var rapkæftet, hvilke gjorde mange folk på egnen sure. Derfor havde nogle beboer på egnen spredt det rygte at hun kunne troldkunster og lå i med den onde. Sandheden var at hun var en utrolig smuk kvinde på 20 somre, hun havde ikke ligget med nogen mand endnu, havde ej heller en kæreste. Hun blev hentet en mørk morgen længe før solen var stået op, det var kommandanten og 6 af hans soldater, de trak hende ud af sengen i bar natkjole og smed hende brutalt om på gulvet og lagde hende i jern. Hun fik de tunge håndjern og fodlænker på med en kraftig jernkæde mellem. Hun græd og bad for sit liv, hendes far og mor var fortvivlet og kunne ikke gøre noget da de slæbte hende ud af sin fars købmandsgård. Hun lå i bunden af hestevognen og græd af skræk for hvad der skulle ske, de skulle ud til borgen ved fjorden, her havde øvrigheden og kirken indrettet sig, her forhørte de alle forbrydere, hore og troldkvinder og mænd. Vognen kørte langsomt gennem skoven og i det fjerne kunne man skimte borgen i det første solstråler, den stod sort og faretruende med sine tårne og spir, kragerne og mågerne skreg over fjorden i det første morgendis. De kørte ind over voldgraven, vognen larmede mellem de nøgne borgmure som stadig henlå i mørke skygger, ikke noget lys eller mennesker var at se nogensteder. Vognen stoppede midt i borggården og soldaterne sad af hestene, de var alle sure og ondskabsfulde over at blive sparket ud midt om natten for at hente endnu en troldkvinde. De trak Signe ned fra vognen, hun frøs og klapperet tænder i den rå morgenluft, iført sin lange morgenskjorte og ulden trøje og bukser indenunder, hendes ene sko havde hun tabt oppe i vognen. De skuppede hende foran sig over mod en tung trædør som førte ned til kælderen, hun kunne næste ikke bære de tunge lænker, og snublede flere gange i fodlænken, trappen ned til kælderen var stejl. De før... Læs hele novellen