Vækkeuret ringede klokken 07.00 lørdag morgen og jeg vågnede og kiggede på mine to kufferter der stod ved siden af min seng. Jeg havde glædet mig til denne dag hele foråret, og nu skulle vi endelig af sted. Så kom bilen og jeg skyndte mig at kysse min mor farvel og løb så ud på vejen. Det var Sofies far der steg ud af bilen for at hjælpe mig med min bagage. Han var høj, mørkhåret og havde de flotteste dybe grønne øjne, en slank veltrænet og altid solbrun krop – Jeg var vild med hendes far. Lars hed han. ”Go' morgen Stina, er du klar til ferie?” Så gik en bildør op og Sofie reddede mig fra et pinligt fremstammet ”øhm ....” ”Hallo, skal vi komme af sted eller hvad?”, Sofie har altid haft sådan et dejligt og høfligt sprog.
Hele vejen i bilen sidder jeg og studerer Sofies far, hans overarme i den korte polo shirt mens han kører bilen. Kan lige skimte hans lange øjenvipper under solbrillerne og så kan jeg dufte ham. Han tænder radioen i protest, efter hans kone har brokket sig hele vejen fra København til Holbæk – og endelig holder hun kæft. Jeg begynder at nynne og synge med hen over solisten i højtalerne og så siger Sofie ”Hold nu kæft for fanden, du skal altid synge”, hvorefter Sofies far afbryder hende ”Ved du hvad Sofie, lad nu bare Stina synge... Det lyder så smukt og så må du bare affinde dig med at du har mødt din overmand i sang”. Sofie sagde ikke et ord på resten af vejen, gud hvor hun dog lignede sin mor til tider. Jeg sang videre og lukkede øjnene mens jeg drømte om hendes far.
Jeg må ha' væ... Læs hele novellen
