Jeg havde været til et utal af undersøgelser i de forløbne tre måneder og nu var lægerne kommet frem til at, jeg ikke fejlede noget nævneværdigt. Jeg skulle begynde at arbejde og skåne min ryg under arbejdet. Jeg er håndværker, så hvor sandsynligt er det at man kan skåne sin ryg. Et lille ring forkyndte ankomsten af en elevator. Jeg gik derind i mine egne tanker. Grunden til jeg var her var åbenlys : De ville se om jeg var syg og så tale om at lukke kassen i. Uden penge, intet sted at bo. Så jeg var rimelig frustreret. Fjerde sal. Jeg mandede mig op og forlod elevatoren.
Etagen var holdt i samme farver som i stuen. Kedeligt må man sige. Jeg vandrede ned af en lang gang, med kontorer på begge sider. Over hver dør hang et lille skilt med navne på. Jeg søgte efter Lone; men havde ikke heldet med mig. Længere nede kunne jeg se en venteplads. Jeg satte mig ned. Der var et par andre, som sad og ventede. Ingen sagde et ord.
”Allan ”? Lød det bag mig.
Stemmen tilhørte en høj, dame på min egen alder. Hun var en grå mus. Ingen makeup. Håret sat op i en lille knold i nakken. En knælang, beigefarvet, nederdel med tilhørende hvid skjorte. Hun var iført et par flade sko i samme grå farve som gulvet og hudfarvede strømper. Hendes ansigt havde egentlig klassiske træk. De høje kindben. Den lille næse, hvor et par store, røde runde, briller sad. En smal mund, med sensuelle læber. ... Læs hele novellen
