Jeg var ikke hjemme da de flyttede ind. En dag boede der bare pludselig mennesker i huset, der ellers havde stået tomt et stykke tid.
Forholdsvis ny bil i indkørslen.
Jeg havde set hende et par gange. Vidste ikke om der var andre, eller hun var alene.
Omkring samme højde som jeg. Eller lille, som det hedder i dag : 160-165. Rødhåret - lidt over i det brunlige, med en let krølning. Ægte eller ikke, skal jeg ikke kunne sige - hverken om farve eller krøller. Et eller andet sted mellem 25 og 30, vil jeg skyde på. Men os stakkels mænd, har et problem med den slags i disse tider, og kan tage fejl, til begge sider. Hvilket til den ene sider opfattes som smiger - den anden en fornærmelse. Jeg har nu altid ment, at det kommer mere an på hvordan man kommer ud af det med hinanden og personlighederne, end hvilket årstal der står på fødselsattesterne.
Flot skikkelse, som det så ud til at hun holdt i form. Klædt almindeligt - måske lidt udfordrende. Men det er også ved at være almindeligt, så.. Måske er det bare mig, der er gammeldags. De få gange jeg havde set hende, havde hun været i jeans, der kunne have været malet på, og enten meget nedringet eller næsten gennemsigtig top, uden BH.
Jeg havde egentilg ventet at de nye naboer ville komme og præsentere sig, men det skete ikke. Havde overvejet så selv at gå over for at præsentere mig. Ikke for andet, end at det er jo meget rart at vide hvem ens naboer er. Det gi'r selvfølgelig sig selv, efter et stykke tid, men alligevel.. Det var så heller ikke blevet til noget, og vi havde ikke fået hilst på hinanden.
Fredag aften, blev lyset tændt i stuen og køkkenet, og der blev sat musik på. Først højt, så jeg begyndte at blive sur. Men så blev der skruet ned, så det ikke generede, men man kunne stadig høre det, hvis man lyttede efter.
For min skyld, må flok gerne skabe sig tossede - så længe de ikke generer hele nabolaget. Og vi havde efterhånden fået indarbejdet en praksis... Læs hele novellen
