»Ja, det er der,« sagde jeg og gik ind i stuen. Hun var kæreste med en anden, hun var kristen, jeg var en god ven. Hun satte sig i kurvestolen, strøg håret i panden til side, løftede koppen med lunken te til munden. Læberne var noget af det smukkeste ved hende, deres bue var blød og øverst krøllede de ligesom sammen, som om de ikke ville indordne sig i ansigtets øvrige rene træk. Hvis det da ikke var øjnene, som jeg nogle gange tænkte på som gule, fordi der var noget katteagtigt ved hendes ansigt, men som selvfølgelig ikke var det. Grågrønne var de.
»Det begynder at blive sent,« sagde hun.
»Du behøver vel ikke gå endnu?« sagde jeg.
»Nej, egentligt ikke,« sagde hun, »Jeg skal ikke
noget særligt i morgen. Skal du?«
»Nej.«
»Hvornår kommer din familie hjem?«
»De kommer ikke før i morgen aften. Hvorfor det?«
»Jeg tænkte, at jeg måske kunne overnatte her? Jeg er ikke så glad for at køre i mørket.«
»Må du godt det?«
»Sove her?«
»Hvorfor skulle jeg ikke måtte det?«
»For det første fordi du har en kæreste.«
»Ikke længere.«
»Hvad? Virkelig? Hvorfor har du ikke fortalt det?«
»Jeg fortæller ikke alting til dig, søde ven,« sagde hun og lo.
»Men jeg fortæller jo dig alt?«
»Ja, alt. Men det, at vi ikke kommer sammen længere, har ikke noget med dig at gøre.«
»Det har det da! Det har alt med mig at gøre!« sagde jeg. Hun rystede på hovedet.
»Nej?« sagde jeg.
»Nej,« sagde hun. Det var et nej til mig, andre måder kunne det ikke forstås på. På den anden side havde jeg jo givet op for længst. Hun fyldte ikke længere alle mine tanker, det var mange måneder siden, hun havde gjort det.
Det knirkede i stolen da hun skif... Læs hele novellen
