Margrethe pressede os ekstra, for at få så godt et resultat som muligt. Hun forsøgte, at presse mig til at synge solo. Den hoppede jeg ikke på. En solosang kræver mange ekstra timers øvning. Og man får ikke en skid ekstra for det. Hvad tog hun mig for? En idiot, der ville arbejde gratis for kirken. Jeg benyttede mig af min evne til at græde på kommando. Jeg fortalte en rørende historie om, at netop den sang var jeg blevet presset til at synge solo i Sankt Catharina Kirke i Hjørring. Og det havde været længe før, jeg havde været klar til at klare så stor en opgave. Jeg fik det til at lyde som en brutal voldtægt.
Det hele endte med, at Margrethe trøstede mig og gav solosangen til en af de andre tøser. Hun var tilstrækkeligt ung og tilstrækkeligt dum til, at hun opfattede det som en ære.
Ugen gik hurtigt og jeg tænkte kun et par gange på, om jeg skulle skrive til min ekskæreste. Jeg besluttede mig for, at lade ham være i fred, når han nu synes, at han havde så travlt.
Søndag eftermiddag mødtes vi tidligt i domkirken, for at øve det sidste. Da vi gik samlet ind i kirken, kiggede jeg efter, om der var nogen jeg kendte. Mit hjerte stoppede næsten, da jeg så min ekskæreste sidde på en af de bagerste rækker. Så var han kommet, for at høre mig.
Gudstjenesten gik hurtigt. Der var lidt ventetid mellem sangene, men så var der jo tid til at udveksle lidt sladder og oplevelser fra vores hverdag. Da vi havde sunget det sidste nummer og gik ned af trappen, kiggede jeg igen efter min ekskæreste. Han havde rejst sig og var på vej mod udgangen. Jeg smuttede bag om bænkerækkerne og mødte ham ved udgangen.
Jeg gav ham et spontant knus og sagde, at jeg var glad for, at han var kommet. Jeg spurgte ham, om han kunne lide vores gudstjeneste. Han ... Læs hele novellen
