Jeg tænker på, at det er usædvanligt, at jeg er her. Jeg føler mig alene. Det gør jeg sjældent. Jeg spejder ud mod engen. Dernede kan jeg høre møllens vand, der tit ligger hen i skygge. Åens løb forlader engen ud gennem de tætte træer, jeg aldrig kan se igennem. Jeg åbner vinduet og stikker hovedet ud. Vinden suser i mit hår, mens jeg falder i staver over det lille vandfald, jeg lige akkurat kan se tæt ved træerne bag den største bygning. En sang ringer som altid i mine tanker og maler himlens små skyer med toner af et klaver, jeg engang fik lov at spille på. Jeg tager et par skridt tilbage fra vinduet og ser hen på stakken af hø i hjørnet. Jeg går hen og ligger mig i høet midt i en solstribe, der varmer mit bryst. Ud af det lille loftsvindue over mig, kan jeg se himlen flytte sig sidelæns. Træerne udenfor vinduet falder ned i himlen, ned mod mig. Jeg er alene her og lukker mine øjne.
Du ligger ved siden af mig i høet. Loftet er støvet, men varmt af sommersolen, der sender ... Læs hele novellen
