Lystens ø - første del

Første gang jeg begyndte at læse papirerne, da forekom historien mig for utroligt til at være sand. Samtidig mindede historien mig dog om en sag, der var dukket op i medierne for et år siden. Om en ung fængselspædagog, der var sporløst forsvundet på vej til en træningslejr i Tunis sammen med en ung kriminel anden generations indvandrer pige. Nu, hvor jeg har disse papirer i hænderne føler jeg, at jeg enten bærer på en tung hemmelighed, eller også er forfatteren en håbløs romantikker med en lidt overdreven fantasi. Hvad end det nu er det ene eller det andet, så føler jeg at historien vil fortælles – ligesom kærligheden vil udtrykkes i lidenskaben.

Mandag: Den 17. maj 2010. Horsens fængsel

Jeg glemmer aldrig første gang jeg så hende. Hendes skønhed virkede nærmest overnaturligt på mig i fængselsomgivelserne. Hun lænede sig op af gitterdøren med sine lange slanke ben og blev kropsvisiteret af vagten. I det øjeblik var hun mest sårbar og åben, men samtidig skinnede der en stærk selvsikkerhed igennem hendes rolige grønne øjne. Hendes brune hud skinnede gyldent under det skarpe fængselslys og hele hendes krop var spændt, mens vagtens hånd langsomt klappede op af hendes lår. I min fantasi så jeg hånden kærtegne hendes æbleformede faste numse og talje – glide under hendes dragt mod de små faste bryster. Det forekom mig som en evighed inden fængselsvagten endelig var færdig og førte hende ind i rummet mod det lille bord, hvor jeg sad og havde studeret hendes papirer. Hun efterlignede topmodeller i den måde hun gik på, men samtidig var der en erotisk aura omkring hende, som var hendes helt egen. Den måde hun svingede med hofterne for at betone sin perfekte timeglasfigur. Den måde hun med hvert skridt kunne få tiden til at gå langsommere og udfylde hele rummet med hendes væsen. Jeg blev hypnotiseret af slowmotion bevægelserne af hendes mørkerøde læber, mens hun tyggede tyggegummi. Jeg ville give hende hånden og præsentere mig selv, men hun satte ... Læs hele novellen