Matematiklærer Michael Petterssons stemme lød ildevarslende gennem det tomme klasseværelse, hvor han havde bedt Mia blive efter sidste time.
- Din indsats har ikke været alt for god, og jeg er nok nødt til at give dig et femtal i årskarakter, fortsatte matematiklæreren. Du ved godt, at det vil få indflydelse på dit gennemsnit til studentereksamen, lød hans stemme, mens benene begyndte at ryste under Mia.
- Jamen.. Er der ikke en måde at forbedre resultatet på, hørte hun sig selv fremstamme, mens hektiske røde pletter bredte sig ud over hendes kinder.
- Hvad mener du, spurgte matematiklæreren brysk, mens han stirrede strengt på den unge pige.
- Jaa, altså… Kunne vi ikke finde ud af noget, mumlede Mia, mens hun kiggede ned i gulvet.
Er der noget bestemt, du tænker på, spurgte Petersson. Hans stemme lød lidt mildere nu.
Øhh, jah, fremstammede Mia rødmende, mens hun rettede sig op og lod sine ungpigebryster strutte lidt mere end sædvanligt under skjorteblusen. Samtidig løftede hun lidt op i sin korte nederdel, så Pettersson kunne se lidt mere af hendes lår.
Tænker vi måske på det samme, spurgte matematiklæreren, så kan vi jo mødes i gymnastiksalen om 10 minutter. Så kan vi se, om der er noget at gøre, fortsatte han, nu i en mere bestemt tone.
Benene rystede stadig under Mia, da hun 10 minutter senere åbnede døren til gymnastiksalen.
Pettersson stod allerede i den anden ende af salen, henne ved spejlvæggen, hvor redskaberne var placeret.
Han så faktisk ikke værst ud, som han stod der med sit velplejede mørke hår, bemærkede den unge pige, mens hun gik frem over gulvet. Michael Pettersson var også gymnastiklærer og havde en muskuløs krop, som nogle af de unge fyre på gymnasiet sagtens kunne misunde ham. Den unge pige begyndte at ryste lidt, da hun nærmede sig matematiklæreren.
- Nå, hvad var det så, du ville, spurgte han med påtaget strenghed.
Mia svarede ikke, men knappede et par knapper op i sin skjortebluse.
Så sank hun n... Læs hele novellen
