Jeg prøvede at sende en sms til Bjarne. Han svarede, at han var hjemme hos sin familie for at holde jul, så han ville først vende tilbage fra Skive lige før nytår. Jeg sad og blev mere og mere deprimeret.
Gudstjenesten sneglede sig af sted. Hver gang der var pause mellem salmerne, kiggede jeg ned i kirkeskibet, for at se om der var nogen, jeg kendte. Der var kun de sædvanlige gamle missionske røvhuller.
Efter gudstjenesten kiggede jeg, om Ole havde svaret. Det havde han ikke. Jeg var så desparat efter at få noget pik, at jeg skrev til min ekskæreste. Han svarede, at han var i Hjørring. Han var til fødselsdag og han ville først komme tilbage til Aalborg om tirsdagen. Vi aftalte, at jeg skulle komme ud til ham og spise om onsdagen. Han skulle arbejde mellem jul og nytår, men jeg kunne komme, når han var hjemme fra arbejdet kl. 17. Jeg understregede, at vi kun skulle mødes som venner. Det var han helt enig i.
Juledagene gik langsomt. Min familie var som sædvanlig uudholdelig at være sammen med. Mine søskende kunne næsten ikke tale om andet, end deres børn. De fattede ikke, hvor ondt det gjorde, når jeg nu aldrig skulle have børn. Min bror forsøgte misforstået at trøste mig og sagde, at jeg snart fandt en ny kæreste. Jeg svarede, at jeg slet ikke var egnet til at have en kæreste. Jeg var alt for følsom til det der med kærlighed.
Endelig blev det onsdag. Jeg kørte hjemmefra i god tid, så jeg var sikker på, at være hos min ekskæreste præcis kl. 17:00. Jeg ringede på og tog de fire trin op. Min ekskæreste lukkede op i det samme. Jeg gik ind og gav ham et knus.
Mens han lavede mad, fortalte jeg om min forfærdelige jul. Han synes, at det var synd for mig. Bedst som jeg... Læs hele novellen
