Jeg er en syg mand - jeg ved det godt. Jeg ved godt at jeg ikke er rask. Jeg ved godt at jeg burde spærres inde og aldrig lukkes ud igen. Det piner mig det jeg gør, igen og igen. Hver eneste gang lover jeg mig selv at det skal være sidste gang, men det er det aldrig. Det hader jeg mig selv for. Men hvor stort mit selvhad end måtte være, så overskygges det af min trang.
Jeg ser dig gå op af gaden. Det er aften og gaden er en lille sidegade, hvor der ikke kommer så mange. Jeg vælger tit den type gader, fordi der på et tidspunkt nok skal komme et godt offer forbi på vej hjem fra byen og fordi der er ikke så mange vidner. Man skal bare have lidt tålmodighed. Men ikke alt for meget. Hvis man står og hænger for længe, er der bare nogen der husker en og som senere så kan give et signalement. Det må ikke ske.
Du har en sort bluse med en fin udskæring, der viser at dine bryster ikke er helt små og at de har en fin form. Du har også et flot ansigt og stramme hvide bukser. Som du kommer tættere på, kan jeg se at dine øjne er brune. Jeg tipper dig til at være cirka tyve år gammel og cirka 5 cm lavere end mig. Helt perfekt. Du kigger et kort sekund på mig og smiler venligt. Hvorfor gjorde du dog det? Hvorfor kunne du ikke have taget noget mindre sexet tøj på? Hvorfor kunne du ikke have ladet værd med, at smile til mig? Hvorfor skal du være så helvedes køn at se på? Hvorfor skulle du være så perfekt?
Du går forbi mig og jeg ser i din retning. De stramme bukser gør at din lækre røv er synlig og øger bare min lyst til dig. Jeg kigger op og ned at gaden, for at se at der er fri bane. Da jeg ser at banen er klar, begynder jeg at følge efter dig. Jeg har givet dig... Læs hele novellen
