Jeg boede alene i en lille lejlighed, og havde ikke rigtig lyst og modet på at flytte sammen med nogen.
Jeg gik i baren og bestilte en lille fadøl. Jeg kiggede mig omkring. Der var ikke særlig mange gæster.
En skilte sig ud. En fyr med knaldrødt hår og vildt skæve tænder. Der gik ikke lang tid før fyren henvendte sig til mig.
”Hej”. Sagde han.
”Hej” sagde jeg igen.
”Jeg er ny i byen, og er på udkik efter en lejlighed, kender du nogen der har en”?
”Øh, det tror jeg ikke”
Konversationen fortsatte. Den fremmede præsenterede sig som Rasmus, og bød en drink.
På et tidspunkt var jeg tissetrængende og gik på toilettet.
”Jeg passer på din drink imens”, sagde Rasmus.
Jeg kom tilbage og sagde at nu måtte jeg videre.
Jeg tømte min drink, sagde farvel til Rasmus og gik ud til min cykel.
Da jeg skulle sætte sig op, blev jeg pludselig svimmel og døsig.
Rasmus stod pludselig bag mig. ”Er du ok”? - ”ja jeg skal nok bare hvile mig lidt”, svarede jeg.
Jeg faldt pludselig om, og lige i Rasmus´ arme, der slæbte mig hen til en varevogn.
”Det er ok, han har fået insulinchok”, sagde Rasmus til de forbipasserende og undrende folk.
Rasmus trak mig sovende ind i varevognen, lukkede sidedøren, sprang ind i førerkabinen og trak ud i trafikken.
Han kørte ind på en rasteplads, sprang ud og skiftede nummerplader, og så kørte han ud til en gård, hvor en mand der lignede en ridefoged stod og bød velkommen og sagde han hed Alf.
Jeg registrerede svagt, at mit tøj blev hevet af mig mens jeg liggende på betongulvet blev rullet rundt, Jeg mærkede også halsbåndet der blev spændt på mig; det kolde jern virkede opkvikkende på mig, men ikke nok til at jeg kunne reagere aktivt på det der skete med mig.
Mine arme blev tvunget om på ryggen på mig, og et par håndjern blev klikket på håndleddene. Det samme skete for anklerne. Et par f... Læs hele novellen
