I samme bevægelse fik jeg din højre arm om på ryggen og holdt dig nu i et politigreb, mens jeg åbnede bagagerummet og tog fat i en sportstaske. Med den i den ene hånd og dig i armlåsen i den anden mere pressede end egentlig skubbede jeg dig ned ad en lille sti. Klogelig nok sagde du ingenting, men du havde også allerede sagt nok den dag, hvilket du instinktivt sikkert vidste. I en lille lysning åbnede jeg med den ene hånd sportstasken, mens jeg stadig havde din arm låst på ryggen. Jeg havde haft godt fat i dig, så du nærmest var gået helt foroverbøjet for ikke at presset i din arm skulle blive for voldsomt. Sådan holdt jeg dig fortsat, så din modstand var minimal.
Jeg fik fat i dine håndledsmanchetter og fik også den ene monteret på dit højre håndled, dvs. den arm, jeg havde i armlås. Hjemmefra havde jeg allerede monteret et langt reb i hver manchet – og den fastgjorte manchets reb kastede jeg nu op over en gren på et træ og bandt rebets frie ende fast i manchetten igen. Du var stadig i armlås, men nu kunne jeg gøre min hånd fri – og straks fik jeg lagt manchet på dit andet håndled. Også rebet fra denne manchet kom op over en kraftig gren, denne gang dog et stykke ude til den venstre side. Jeg trak til i rebet og for første gang kom der en klagende lyd fra dig. Forståeligt nok, sådan set, for trækket i rebet fra din venstre arm fik dig til at rette dig op, hvad du omvendt ikke kunne på grund af din højre arm i armlåsen på ryggen.
Uden at gi... Læs hele novellen
