Skal vi vædde? Det er det udfordrende spørgsmål jeg pludselig stilles overfor, og med det, jo også det oplagte, at det må komme an på en prøve, hvis det spørgsmål skal afgøres. Jeg er stærk fristet, kan jo godt regne ud, at det vil betyde, at han vil gøre en del for at få mig til at sukke af henrykkelse, og selvom jeg måske taber væddemålet, så synes jeg jo, at jeg alligevel vil være vinderen. Men skal der være sport i det væddemål, ja så skal han da have kamp til stregen. Så jeg smiler, og skal lige til at sige "OK", da han siger: "alle kneb gælder?". Kammeraterne følger spændt med i vores replik skifte, og smiler allerede ret frækt til mig og til hinanden, ser ud som om de forventer, at jeg vil prøve at smutte uden om.
Jeg tøver endnu et sekund og tænker "nå ja hvad søren", så jeg er parat til at samtykke. Men hvis vi skal vædde, så skal der jo være en indsats. "Er du også modig?" spørger han. ”Tør du sætte dig selv som indsats?” ”øh… den skal jeg lige have forklaret, hvad mener du?" "Jo" fortsætter Daniel, ”hvis jeg vinder, så accepterer du at stå seksuelt til rådighed for mig og mine to venner her, en hel lørdag, og hvis du vinder, kan du forlange noget tilsvarende af mig, (og mine venner) alt efter dit eget valg."
"Tak skal du have, det var noget af en udfordring, den må jeg lige tænke over". De morer sig nu alle 3 med at håne mig gemytligt. "Nå jeg troede du var så skråsikker på, at du nok kunne holde skansen" og ”nå det var nok tom snak" og ikke mindst ”Hvis du selv troede på det, du sagd... Læs hele novellen
