I hans øjne raser en usikkerhed, som blandet med vreden virker hæmmende på hans pludselige autoritet. Tanken om at det rent faktisk er ham, som er stærkest; ham som har kontrollen … det er en magtpålægning, som han ikke kan administrere, for han har aldrig arbejdet med den.
Usikkerheden i hans væsen gør mig skuffet. Jeg kan mærke det i mit hjerte. Måske er det skuffelsen, som vækker den pludselige vrede i mig. Samtidig føler jeg en tilfredsstillelse i, at han stadig er et skvat. Det er en følelse, som på mange måder tænder mig, og jeg kan mærke denne varme sprede sig i hele min krop, imens jeg rejser mig fra sengen.
”Hvad fanden laver du?” siger jeg højlydt op i hans ansigt, da jeg kommer på benene.
Hans blik bliver anstrengt. Jeg tyder en vildrede af følelser i hans øjne, og det bliver tydeligt for mig, at han i disse sekunder står ved en mental skillevej, hvor en reaktion på min konfrontation skal besluttes.
”Du skal ikke skubbe mig,” siger jeg og reder en hånd gennem mit hår. Jeg tager mig til brystet, som om det gjorde ondt. ”Hold kæft, hvor er du altså bare dum.”
Jeg lægger an til at gå forbi ham, men inden jeg når særlig langt tager han hårdt om min overarm og river mig tilbage. Det gør til gengæld ondt, dog er det mest af overraskelse, at jeg skriger.
”Slip mig så!”
”Tag dit tøj af,” siger han.
Hans kontrollerede og rolige stemme forvirrer mig. Faktisk begynder han at skræmme mig lidt; denne mand, jeg har tilbragt de sidste fire år af mit liv med. Aldrig tilbøjelig til at tage det første initiativ i nogen sammenhæng, altid tilfreds med mine forslag og ønsker.
”Nej, jeg gider sgu da ikke,” siger jeg og forventer... Læs hele novellen
